Det var tredjedagen på min jagt, jeg fik dyret. Jeg havde brugt morgenens mørke og tåge til at komme uset op på toppen. Der hvor jeg havde set dyrene på den første dag, men hvor de forsvandt sporløst.

De 8 kilometer op ad fjeldet med 30 kg oppakning var i sig selv ikke slemme, men de to foregående dages i alt 42 km i benene kunne mærkes, og den sædvanlige ’hvad laver jeg egentlig her’-tanke meldte sig.

Hvorfor udsætte sig selv for træthed, udmattelse, tid væk fra familien, risikoen for at komme tomhændet hjem – alt sammen for kød og måske et trofæ?

Jeg har ikke svaret – men hvis du læser dette, er der en stor chance for, at du ved hvad jeg snakker om.

Tågen letter jo altid før eller siden. Smerten og trætheden fortager sig – men minderne og et eventuelt trofæ varer evigt. Derfor fortsatte jeg opad.

Omkring klokken ti lettede tågen omsider. Jeg havde iført mig alt tøj imens jeg ventede. Kulden er en fjende. Langt undertøj, fleece, dynejakke og det vand- og vindtætte tøj. Huen var trukket ned over kasketten og hætten fra jakken som kronen på værket. Jeg havde brugt de sidste to timer på at lave kaffe og hastigt scanne de fjeldsider, der kortvarigt blev synlige, for kort efter igen at være begravede i tæt tåge.

Da tågen forsvandt, var det som om, den aldrig havde været der. Alt var klart og igen så smukt som kun en norsk fjeldside i slutningen af august kan være. Kun den hårde vind mindede om, at det stadig var naturen, der fuldt ud bestemte hvem, der kom og gik i fjeldet.

Jeg tog alt det varme tøj af. Nu skulle der vandres og her gælder det om ikke at blive våd af sved. Overtøjet beskytter mod blæsten og varmen fra kroppen fordamper via ventilationsåbningerne under armene og langs benene.

Et par hundrede meter mod toppen og så endnu en dal med fantastisk udsigt. Det kolde landskab med store klipper, lav, blåbær og små buske, der nærmest griber efter dine trætte ankler og prøver at fælde dig ned i den nærmeste elv.

Træerne ligger 1000 højdemeter nede og er små utydelige grønne pinde, der omgiver de mange søer. Her SKAL være rensdyr.

Dagen før havde jeg fundet gruppen igen – men denne gang helt nede ved søerne. Jeg havde 4 km derned og med tre timer til solnedgang er det ikke en jagt, du begynder.

Hvis – og jeg mener kun hvis – man er så heldig at komme på skudhold, tager det på en god dag 2 timer at brække, skinne, partere og totalt udbene et rensdyr. Herefter skal det bæres ned. Det vil sige fra dette pågældende sted, først 6 km opad. Så 10 km nedad. To gange. For de fleste af os er det ikke muligt at bære oppakning, telt, riffel, kikkert, mad OG de 50 kg kød plus opsats fra et voksent rensdyr. Du er nødt til at gå to gange.

Vinden var perfekt. Fra toppen delte fjeldryggen sig i to. Jeg valgte den retning hvor dyrene havde været dagen forinden.

Der var de!

Efter 500 meter ser jeg en gruppe essende dyr 600 meter længere nede.

Det var dem – den samme gruppe, jeg havde set de to foregående dage – men nu var de inden for rækkevidde.

Som med andre store hjorte går hannerne ofte sammen i ungkarle grupper inden brunsten for derefter at slå de mægtige gevirer mod hinanden som dødsfjender når kampen om retten til at parre sig melder sig i september.

Jeg får riflen op fra rygsækken og ladt og sikret. Rygsækken på igen og så i skjul i en stor omvej for at forblive uset af dyrene. De er helt rolige og helt uvidende om min tilstedeværelse. Alligevel er pulsen høj og munden tør. Ikke pga. den fysiske anstrengelse men fordi noget, jeg elsker og stræber mod, er tæt på at lykkes.

Jeg søger ned ad fjeldsiden og i god vind bestiger jeg den klippe, der er akkurat modsat der, jeg så dyrene sidst. Jeg lægger rygsækken og markerer stedet på gps’en. Alt for mange har gået rundt i timer for at lede efter en rygsæk, de ’sagtens kunne finde igen’. Med den trofaste Sauer 202 i kaliber .308W i den ene hånd og mine kameraer i den anden kravler jeg mod kanten og kigger hen over.

Dyrene er trukket lidt længere væk og jeg er nødt til at blotte mig for at komme nærmere. I den kraftige blæst er et skud over 100 meter ikke forsvarligt. Jeg kryber baglæns bag en klippe og kommer uset 30 meter længere frem. En vagtsom ren spotter mig og det er et spørgsmål om sekunder inden han melder sin bekymring til de andre – og så er de væk. Igen.

På 90 meter lægger jeg mig til rette på kanten. Dyrene er urolige nu. Når de aner fare, klumper de sammen hvilket gør et forsvarligt skud umuligt.

To af dyrene til venstre i gruppen er fantastiske bukke og da den ene er fri af omgivelserne lyder det lyddæmpede skud i fjeldet.

Bukken er tydeligt truffet og begynder at løbe. Den løber kun få meter da mit andet skud falder. Her er der ingen schweisshund og du vil for alt i verden undgå, at dyret løber nedad i en anden dal hvor du skal slæbe endnu længere.

Med en tredje patron i kammeret løber jeg hurtigt mod dyret, der er forsvundet bag en klippe. Det smukke dyr ligger fredeligt og ubevægeligt, 30 meter fra det første skud. Udåndet, overgivet og majestætisk.

Følelsen er overvældende. Fra tanker om fiasko til ekstase over en overkommet opgave. Følelsen af at have taget et liv går hånd i hånd med respekten for det samme dyr. Et dyr, der har forsynet mig med så mange følelser og fysisk anstrengelse, kød til hele vinteren og et smukt gevir, der altid vil bringe mig tilbage til fjeldet på den forblæste dag i august.

Klokken er kun 13.30. Solen går ned kl. 20.40 så der er rigelig tid til at ordne dyret. Eller?

Når man er flere om opgaven eller står i slagtehuset, er processen noget nemmere. For at spare vægt har jeg aldrig en stor kniv med men en let skalpellignende kniv, hvor jeg kan skifte bladene.

Med dyret på siden åbnes halsen på vanlig vis og luft- og spiserør deles oven over skjoldbrusken.

Bugen åbnes og mellemgulvet åbnes så hjerte, lunger og luft- og spiserør kan trækkes ud. Jeg åbner bækkenet på dyret så endetarmen kan trækkes ud sammen med de øvrige indre organer.

Jeg skinner dyret imens det ligger på siden, køllen tages af, så boven. Den store filet og kødet på den massive hals og på bækkenet tages af. Slag og kødet mellem ribbenene – og selvfølgelig mørbraden. Så vendes dyret og det hele gentages på den anden side.

Kølle og bov udbenes. Det gælder om at have så lidt vægt som muligt. Kødet kommes i bomuldssække og ned i en stor plastikpose. Hovedet med det prægtige gevir renses for skind og kød og de obligatoriske prøver fra hjerne og lymfeknude tages og markeres.

Så er jeg klar – til første tur. De 1200 meter opad går med et stort smil på læben. Indimellem må jeg vende mig om og se på kadaveret hvor ravnene allerede tager deres rolle i naturens kredsløb alvorligt. Det er virkeligt sandt – jeg fik min ren. Fra toppen går det nedad 8 km ned til min bil. Rygsækken tømmes for alt overflødigt og så går det opad igen. Rygsækken fyldes med 30 kg kød og til sidst spændes geviret på.

Jeg kommer ned, anden gang, til den parkerede bil på en sætervej lige før solnedgang. Jeg slår teltet op og sluger den helt utroligt velsmagende frysetørrede pasta carbonara med en iskold øl før jeg udmattet går omkuld i en dyb søvn med søde drømme om rensdyr og norske fjelde.

Gear – Grej og Gode råd

Jeg er for nylig vendt hjem fra min fjerde rensdyrjagt i Norge med min hidtil største ren. Et fantastisk dyr, men også som altid en helt vildt hård jagt – fysisk og emotionelt. En jagt i fantastisk smukke omgivelser – men også meget barske og til tider farlige omgivelser. Rensdyrjagt – er jagt i sin helt rendyrkede form.

Ganske afhængig af hvor man jager kan man vælge at gå op på fjeldet fra en parkeringsplads hver dag – eller som jeg gør, pakke rygsækken med alt, du har behov for til en uge og så afsted. Nedenfor har jeg opdelt de ting, du skal have med i tre grupper: Tøj - gear - forventninger.

Tøj

Tøjet er en afgørende faktor på disse jagter.

Mine jagter har foregået mellem 900-1200 meter i slut august – sidst i september. Det vil sige, du kan have 25 grader når du går op med 40 kg på ryggen og minusgrader om natten i teltet. Så hvordan er man forberedt på alt – uden at slæbe alt muligt med?

Overtøj

Vind- og vandtæt tøj med en åndbar membran er en hjørnesten. Se på lynlåsene – det skal ikke være den billige slags, der kører af skinnerne og selve lynlåsen skal også meget gerne være dækket af vind- og vandtæt materiale. Der skal være en hætte på jakken, til når det virkelig blæser – og tro mig - det gør det ind i mellem. Samtidig skal der være lynlåse så du kan åbne for ventilationen under armene og på benene når du slæber yderligere 30 kg kød ned plus et trofæ. Folk er forskellige, men jeg kender ingen, der ville medbringe en foret jakke. Lag-på-lag er løsningen for at kunne tilpasse temperaturen perfekt.

Dynejakke

Jeg vil begraves i en dynejakke! Jeg elsker dem! De kan komprimeres til det rene ingenting. Vejer intet men til gengæld har den har den en kolossal isolerende evne som et mellemlag. Jeg har den på når jeg sidder med kikkerten og spotter efter dyr, om aftenen ved maden, om morgenen ved kaffen – og om natten i soveposen da jeg på den måde kan tage den lette sovepose med og undgå unødvendig vægt.

Langt undertøj

Jo – så afgjort et must. Det lange undertøj er et kærkomment ekstra lag, som intet vejer. Sørg for, det er i Merinould, evt blandet med et strækbart materiale. Det har et væld af fordele: Det isolerer fantastisk – også selvom det er vådt. Det tørrer hurtigt og har en fantastisk evne til at transportere svedlugten væk.

Svedtransporterende t-shirt

Når jeg går op på en varm sensommerdag, har jeg en svedtransporterende t-shirt på. De vejer næsten ingenting og er det dejligt ekstra lag at have på når det andet ikke er nok. ALDRIG bomuld. Det tørrer langsomt, gør dig kold når du sveder og stinker af skole-omklædningsrum når du har svedt i det i en time.

Regntøj

Har du ordentligt vandtæt tøj er det ikke en nødvendighed. Men et let sæt regntøj vejer næsten ingenting og er en dejlig sikkerhed – hvis nu der sker noget midt på fjeldet (se Nødsituation nedenfor)

Støvler

Igen er folk forskellige. Nogle kan løbe maraton i gummistøvler. Jeg vil dog anbefale et par vandrestøvler. Man går IKKE nye støvler til på jagten. Membran eller ren læder? Nok en smagssag, men sørg for at få vandtætte støvler med. Membran-støvler forbliver ofte tørre, men tørrer langsomt når først de er våde. Læderstøvler derimod tørrer langt hurtigere.

Hat og handsker

Det kan pludselig blive koldt så hav en god hue med – også til kolde nætter. Kasket mod solen og til at dække dit skinnende hvide ansigt for rensdyrene. Tynde handsker á la arbejdshandsker har været rigeligt for mig. Tykkere og navnlig vandtætte handsker er bestemt nødvendige i jagt senere på sæsonen.

Telt, sovepose og liggeunderlag

Jeg jager alene og bruger et 2-personer letvægts telt på 950 gram. Det er bestemt for småt til to personer, men anvendeligt til én med oppakning. Et godt telt er afgørende. Du kan risikere at tilbringe 24 timer i streg i det i dårligt vejr. Jeg bruger en relativt let sovepose selv ved frostgrader om natten. Jeg ifører mig alt mit tøj så jeg ikke fryser og på den måde sparer jeg vægt. Et oppusteligt let liggeunderlag er sagen. Det isolerer og man ligger fantastisk på dem!

Vandrestave

Den 70 årige nordmand, der introducerede mig for rensdyrjagt mente, at det var for gamle folk. På trods af forringede syn på det ene øje og den rystende hånd, ser han renerne før mig og han har skudt flere end jeg nogensinde kommer til. Han kunne aldrig drømme om at bruge vandrestave, men det gør jeg… Det giver en ekstra balance i det ujæne terræn og aflaster knæene på vej ned. Et par carbon stave koster måske 800-1500 kroner – men er alle pengene værd!

Riffel og ammunition

Jeg bruger min trofaste Sauer 202 med en ZEISS 3-12x56 kikkert med ballistisk tårn. Jeg har skudt rener på mellem 90 og 340 meter og det er afgørende at kende sin ballistik på disse jagter. Jeg skyder med Sako Powerhead Blade 10.5 gram.

Min kaliber er .308w men enhver kaliber, man ville vælge til større hjortevildt, er naturligvis brugbart. Det væsentlige er naturligvis at være fortrolig med sit våben.

Elektronik og optik

Jagtradio

Er man flere afsted kan det være en fordel at anvende jagtradio. Det gør, at man kan dække et større område og hjælpe hinanden. Man bør inden være forsikret om, det er tilladt i området.

Kikkert og afstandsmåler

En kikkert af en god kvalitet er naturligvis et must.

Rensdyr bevæger sig hele døgnet, ikke kun i de tidlige og sene timer. Man er derfor i princippet ikke så afhængig af lysfølsomhed – derimod af kvaliteten så den ikke dugger. 10x forstørrelse er meget passende, da det giver mulighed for at scanne et større område. Jeg har desuden et spottingscope, der kan forstørre 60x – men jeg har aldrig medbragt det da det taber i kampen mellem vægt og effekt. Det er simpelt hen for tungt. Jeg har derimod mulighed for at sætte min kikkert på trefoden til mit kamera og dermed ikke få trætte arme. Med en særligt adapter kan du sætte mobiltelefonen på kikkerten og dermed både filme på lang afstand og zoome og få et indtryk af renernes køn og størrelse selv på flere kilometers afstand.

Det er vanskeligt at vurdere afstande i fjeldet. Der er ingen træer og en klippe kan være stor eller lille.

En afstandsmåler er derfor uundværlig – en god en. Den billige, der kan bruges på golfbanen er ikke god i tåge og kan den ikke bruges når målet er solbeskinnet er du ikke hjulpet. Tidligere brugte jeg en løs afstandsmåler og en kikkert – nu anvender jeg en 10x42 kikkert af høj kvalitet med indbygget afstandsmåler – og det er fedt!!!

Mobiltelefon

Hvem rejser uden den? Ud over at have et første klasses kamera ved hånden er der i nogle områder mobildækning. Det giver mulighed for vejrudsigter og kontakt til omverdenen.

Endelig – skal du tilbringe 16 timer i et telt pga. storm og tåge, så er det guld at have downloadet et par film og de serier, du ikke blev færdig med under covid.

Kort og rutefinding

Jeg har altid minimum tre metoder med:

1: Jeg bruger den fantastiske norske app HVOR, der giver mulighed for at downloade detaljerede kort med højdekurver, stier mv. Selv om du er offline kan du se din position via gps på kortet.

2: GPS. Almindelig håndholdt Garmin GPS, der viser kort og position. Du kan markere din lejr, tracke din rute, hvor du lagde rygsækken og meget mere. TRO MIG – det er godt givet ud. Jeg gik en gang i 20 minutter lige rundt om min lejr i tåge. Den var markeret på GPS, min telefon og på mit ur – alligevel kunne jeg ikke se den. Tænk hvis jeg ikke havde haft gps…?

3: Almindeligt kort og kompas. Kan I huske dem? Det virker stadig. Ud over at jeg elsker kort, så er det en sikker analog løsning hvis alt andet slår fejl.

Nødsituationer

Akkurat som i biler, fly, på offpist skiture må man udstyre sig med ting, man håber aldrig at få brug for.

Groft kan man dele disse unødvendigheder ind i tre kategorier – elektronik, udstyr og førstehjælp.

Elektronik

Er du uden for dækning, uden batteri eller taber du din mobiltelefon er du prisgivet i en nødssituation. Jeg medbringer derfor en Garmin InReach mini, der hænger på min kikkert. Det er det første jeg tager på om morgenen og det sidste jeg tager af. InReach er udstyret med en nødknap, der sender en besked via satellit til redningstjeneste. Derudover kan den, afhængig af modellen, sende og sms via satellit samt skaffe dig vejrudsigten.

Den norske redningstjeneste har desuden en app ’113’, der fungerer via sattelit. Trykker man på den har man samme resultat som med InReach – men det kræver du har batteri på telefonen…

Udstyr

Kommer man til skade skal man kunne holde sig varm. Efterlad derfor ikke tøjet i teltet når du stikker ud. Mange tyer til den norske Fjellduk – et legendarisk stykke udstyr, der er i perfekt fjellcamo på udsiden men folie på indsiden til at holde ejermanden varm. Den kan desuden laves om til alt fra telt til kæmpeponcho. Hav altid ekstra mad og vand og sæt aldrig din rygsæk fra dig for langt væk!

Førstehjælp

Der findes massere af førstehjælpskit og mange er udmærkede. Tjek hvad der er i, og se om det passer til dine behov.

Al blødning standser ved kompression – derfor skal der gaze/kompresser med. Jeg medbringer desuden sy-materiale til at sy egne og andres flænger og med lidt fantasi kan fjeldet omdannes til en helt fin operationsstue.

Medbring smertestillende og naturligvis personlig medicin. Almindelig panodil og ipren er guld for ømme muskler og lægger også en dæmper på stærkere smerte mens du venter på at blive hentet. Vigtigst er, at du sætter dig ind i hvordan du gør i en nødsituation. Har du øvet en akut situation og overvejet de forskellige scenarier kan du også fungere når du står med en reel skade og muligt farlig situation.